Jim Højberg header image 2

Jeg listede mig ind i verden 2 dage før juleaften i 1953. Selvom jeg ikke blev født på Thy blev jeg thybo da jeg flyttede derfra 19 år gammel. Jeg læste i Ålborg i 4 år og blev bibliotekar, og har arbejdet som sådan siden 1973.

Ved siden af mit arbejde på forskellige biblioteker har jeg arbejdet med børnekultur. I 1981 debuterede jeg som forfatter med ”Kampen for et frit land” – en historie fra Guinea-Bissau i Vestafrika. Den handler om Tamuda, som jeg mødte da jeg arbejdede i landet. Han fortalte, hvordan han som 10 årig havde oplevet befrielseskrigen mod portugiserne.

I 10 år lavede jeg freelance børneradio for Danmarks Radio, Radio Fyn. ”Velkommen til Agent 3-2-1 Bangs hemmelige Agentskole,” lød det ud i højtalerne, når jeg stillede agentgåder til børnene, der ringede ind. Gåderne er efterfølgende udkommet som bøger sammen med andre agentbøger.

Jeg har også skrevet en del letlæsningsbøger, og når jeg har kastet mig over denne genre, er det fordi jeg gerne vil gøre noget for de læsesvage. Jeg er nemlig selv ordblind, og har haft besvær med at stave og læse. ”Du staver som en brækket arm,” sagde min redaktør en gang til mig. ”Men skidt med det. Du kan fortælle historier, og vi har folk ansat til at sætte røde streger.” Så jeg har klaret mig selv om jeg har dette lille handicap.

I dag bog jeg i Jelling, og jeg har da også i en enkelt bog taget fat på den fantastiske historie, der ligger i denne lille kongeby. I ”En tvivlers tro” er vi tilbage på Harald Blåtands tid, hvor 3 drenge tror på de gamle nordiske guder, men kommer i tvivl. Læs bogen og overvej hvordan du selv vil leve, hvad der er ondt og godt i livet?

Bøgerne om Roger og Åge er en detektiv serie, hvor I dels kan lære noget om detektivens håndværk, dels kan få nogle historier fra Roger og Åges detektivbedrifter.

Send mig en mail her: